Fyn skriver i november

05.11.20
Har du en forfatter i maven - så er det nu, den skal lukkes ud!

Kære Ærøbo
Vi skriver, for at fortælle dig, at du i november får rig mulighed for at skrive alt det du vil.
Bibliotekerne på Fyn sætter nemlig en masse i gang til dig, der holder af at skrive; huskelister, indkøbssedler, julekort eller digte, lejlighedssange, noveller, erindringer, måske til og med romaner.

Fælles for alle fynske biblioteker er at vi tilbyder to tiltag til dig, der helst skriver hjemme i din egen stue:
Er du i gang eller vil du i gang med et lidt større skriveprojekt, kan du ved henvendelse til dit bibliotek få adgang til en portal for alle skrivende fynboer. Her er der lejlighed til at få gode råd af udgivne forfattere, til at gå i gang med en udfordring eller simpelthen nyde (godt af) fællesskabet med andre skrivenørder. Skriv til bibliotek@arrebib.dk og få adgang.

Du kan også skrive en tekst om din oplevelse af hvordan det har været at stå midt i en pandemi i 2020. Har du hadet det, eller har det givet dig noget? – er der sket noget særligt, du har lyst til at dele? Teksterne bliver samlet af Kerteminde bibliotek, som vil udgive dit og de andres bidrag – en samling beretninger til eftertiden. Læs om pandemiskriveprojektet her.

Og trænger du ind imellem til at komme ud af skrivebordsstolen, skulle du i november prøve at gå ned på biblioteket. – her er masser af inspiration at hente.
Kære Ærøbo, det blev en længere smøre, men vi håber meget at se dig. Svar udbedes ikke, vi kører det som åbent hus, men vil til sidst lige minde dig om, at for at blive god til at skrive, er man nødt til at læse en hel masse, og ved du hvad? Det hjælper vi også rigtig gerne med.

Kærlige hilsner – lad os ses inden alt for længe
De ærøske og fynske biblioteker