
Man kan ikke sige farvel alene - dem vi mistede i 2020
Jeg véd du vil savne mig når jeg er gået
Det er derfor jeg går så roligt.
Dan Turell (Kom forbi)
Cecil Bødker 1927-2020
Cecil Bødker var egentlig uddannet sølvsmed, men havde altid skrevet og 1955 debuterede hun som forfatter, med digtsamlingen "Luseblomster". Senere skriver hun den højtelskede serie om Silas og hans sorte hoppe, hun blev dermed en forfatter som var med til at starte en helt ny form for børnelitteratur i Danmark, sammen med bl.a. Benny Andersen og Ole Lund Kirkegaard. Hun har skrevet et utal af børnebøger, men også digte, romaner og noveller til voksne, flere af dem dybt foruroligende som f.eks. "Vædderen". Hende sidste roman var "Siffrine" med en noget anderledes fortællestemme, den er nemlig fortalt af et ufødt barn. Hun modtog mange priser for sit omfattende forfatterskab, bl.a. De gyldne laurbær og Kulturministeriets Børnebogspris.
Læs hele portrættet af Cecil Bødker på forfatterweb.
Yahya Hassan 1995-2020
Yahya Hassan strøg ind på den litterære scene i 2013 med sin digtsamling "YAHYA HASSAN: digte" og gjorde med et trylleslag en stor del af den danske befolkning til digtlæsere. Digtene og poesien trådte ud at den forsømte litterære lillebrorrolle og oplevede et veritabelt popstjerneagtigt højdepunkt i 10’erne. Digte der med vrede, indignation og stor sproglig kraft sætter ord på hvordan det er at vokse op som dansk- statsløs palæstinenser i en ghetto, hvor vold, svigt og kriminalitet er en del af virkeligheden. Det regnede med priser over den unge digter, bl.a. Debutantprisen og Politikens Litteraturpris. Ovenpå succesen fulgte en tumultarisk tid med voldsepisoder, livvagter og et opgør med at være mediernes og litteraturens præmierperker. Han bliver indlagt på psykiatrisk afdeling og her skriver han det der desværre skal blive hans sidste værk ”YAHYA HASSAN 2: digte” – der udkommer som en kæmpe overraskelse i efteråret 2019, et halvt år senere er han død 24 år gammel og et lysende talent tabt.
Læs hele portrættet af Yahya Hassan på forfatterweb.
Pia Juul 1962-2020
Pia Juul er siden debuten med digtsamlingen "Levende og lukket" i 1985 kendt for sin minimalistiske, sprogbevidste lyrik og bliver betragtet som en del af senfirsernes nye digtere sammen med bl.a Morti Vizki og Simon Grotian. Hun er med sin kendte brudagtige stil anerkendt som en af dansk lyriks betydeligste stemmer. Hun har vundet adskillige litteraturpriser bl.a. Montanas litteraturpris, Aarestrupmedaljen og siden 2005 var hun medlem af det danske akademi. Hun bliver indstillet til Nordisk råds litteraturpris med den fine ”Uvuncular: onkelagtige tekster”, men er nok mest kendt for "ikkekrimien": ”Mordet på Halland” Udover at være en fremragende lyriker, prosaist og dramatiker, var hun kendt som en meget dygtig oversætter af især engelsk litteratur.
Læs hele portrættet af Pia Juul på forfatterweb.
Carlos Ruiz Zafón 1964-2020
Spanske Carlos Ruiz Zafón bragede i 2009 igennem med et internationalt gennembrud, med "Vinden skygge". En roman, som har en af de mest berømte begyndelser i nyere tid. Selv hvis man ikke har læst romanen, kender de fleste anslaget: "Jeg husker stadig den morgen, da min far for første gang tog mig med hen på De Glemte Bøgers Kirkegård...” Der er noget ved den sætning, der rører alle litteraturelskeres hjerter. "Vinden skygge" er første del af en serie om bøger og forfattere, som også rummer "Englens spil", "Himlens fange" og "Åndernes labyrint", hele serien er en stor kærlighedserklæring til litteraturen. Desværre døde Zafón af kræft i en alder af 55 år.
Læs hele portrættet af Carlos Ruiz Zafón på forfatterweb.
Skrevet af Lene Zibransen, Københavns Biblioteker