Strik til forår og sommer

Nyt strik til de lune forårsdage og den varme sommertid

Selvom temperaturen ind imellem holder sig til et stykke under 10 grader, er det ikke for tidligt at få strikket lidt nyt til lune forårsdage og den forhåbentlig varme sommertid.

Både børn og voksne, drenge som piger kan bruge lidt let strik til tiden der kommer. Vi giver her et forslag til strikkebøger, som kan give dig inspiration til strikkeriet.

Strik til voksne

Indian dream: sommerstrik til kvinder af Anette Danielsen Strikkeopskrifter på ni sommerbluser til kvinder, med inspiration fra det indiske subkontinent, hvilket ses i varme farver, tynde garner og luftige hul- og strukturmønstre. Til erfarne strikkere – men der er også udfordringer til begynderen, som gerne vil lidt videre.

Strik med lækre detaljer : monteringsfri strik med innovative teknikker Strikkeopskrifter i nordisk stil med japanske strukturmønstre og masser af detaljer og teknikker. Til nysgerrige strikkere, der vil ud over stepperne.

Strik en pause : din guide til mindful strik Lær at udnytte dit strikketøj til at opnå mindfulness. Til alle, der i forvejen kan strikke og ønsker at anvende denne hobby med stressforebyggelse for øje.

Finstrikket af Helga Isager Strikkeopskrifter i den nordiske stil inddelt efter årstidernes gang. Og modellerne er virkelig ”finstrikket” i tyndt uld eller bomuldsgarn. Her er kjoler, trøjer, bluser og veste i 3 størrelser til de voksne og lidt børnetøj til forskellige aldersklasser. Alt vist i naturfarver og/eller bløde pastelfarver, som matcher den nordiske stil med enkle linjer og diskret mønsterstrik perfekt.


Vakker strikk til alle årstider af Sidsel J. Høivik Farverig norsk strikkebog med mere end 50 flotte opskrifter til kvinder. Her er kjoler, jakker, tunikaer og meget andet til alle 4 årstider. Her er udfordringer til såvel nystrikkeren som den garvede strikker – mønstre, farver, nyt som gammelt blades til en strålende symfoni. 

Strik til børn

Klompelompe : strik til baby, barn og voksen 50 lette strikkeopskrifter på tøj til babyer og børn men også enkelte til kvinder

Børnestrikket af Sys Fredens 14 opskrifter på tøj til børn, bl.a. bluser, ponchoer, veste og kjoler.

Farverig babystrik af Charlotte Kaae Farverig 1950'er-inspireret babystrik til 0-2-årige. 6 strikkeopskrifter til bl.a. sparkebukser, vest og sommerdragt. Der er lagt vægt på funktionalitet krydret med fine vintage detaljer, som datidens smarte snit og fine finesser. Anvendeligt hverdagstøj, som sagtens kan bruges til fest. Som et ekstra plus er opskrifterne lavet til 3 forskellige garnkvaliteter, og skulle man have brug for vejledning er der rigtig god hjælp at hente på farverikbabystrik.dk