
Ved zoofysiolog Tobias Wang
- Date
- Tid
- 19:00 - 21:00
- Pris
-
standard: Gratis
- Bibliotek
- Marstal bibliotek
- I samarbejde med
- Aarhus Universitet
- Adresse
-
Prinsensgade 21
5960 Marstal
Danmark
Livestreamet foredrag fra Aarhus Universitet
I starten af 1900-tallet spillede biologividenskaben en vigtig rolle i fremkomsten af arvehygiejne og eugenik. I dag skaber genterapi og genetiske tests etiske dilemmaer – fx når vi bliver syge, er pårørende, får børn eller fravælger at få dem.
”Er det et problem for menneskets fremtid at alle mennesker, selv dem med fysiske og mentale handicap, får børn?” Sådanne spørgsmål spillede en vigtig rolle i samfundsdebatten i begyndelsen af 1900-tallet. Det blev forstærket af nye videnskabelige erkendelser. Ikke mindst af Darwins og Wallaces beskrivelse af hvor vigtig selektion har været for evolutionen – altså udvælgelse af de individer der har størst succes med at overleve og formere sig. Men også erkendelsen og genopdagelsen af munken og planteforskeren Gregor Mendels arvelighedslove. Hør om hvorledes den spirende biologiske videnskab kom til at spille en vigtig rolle i fremkomsten af arvehygiejne og eugenik.
”Bør vi i dag omfavne den moderne genetiks enorme potentiale og anvende genredigering klogt?” Hør om hvordan nutidens enorme landvindinger inden for genterapi og genetiske tests – fx fosterdiagnostik – skaber vigtige etiske dilemmaer som flere og flere af os vil stifte bekendtskab med – fx når vi bliver syge, når vi er pårørende og når vi får børn eller fravælger at få dem.
Foredraget henvender sig til alle med interesse for historie, bioteknologi, etik, biologi og moderne samfundsforhold.
Tobias Wang er professor i zoofysiologi på Biologisk Institut ved Aarhus Universitet. Han er uddannet som biolog fra Aarhus Universitet i 1991, og fik sin ph.d. i 1993. Tobias arbejdede derefter på forskellige universiteter i USA og Canada, Brasilien og England, hvor han studerede hjerte- og lungefunktion hos forskellige dyr. Han kom tilbage til Aarhus Universitet på et Rømer-stipendium fra det danske forskningsråd i år 2000 og blev udnævnt til professor i 2005. Tobias blev indvalgt i Videnskabernes Selskab i 2023 og er nu medlem af præsidiet.