
Om dette arrangement
FORFATTERMØDE MED ASKE JUUL CHRISTIANSEN
Aske Juul Christiansen (f.1987) er uddannet fra Forfatterskolen 2017 og debuterede i 2019 med Aftenstjerne på forlaget Arena.
Aftenstjerne er en egenartet indføring i olieindustrien og dens forbrug af mennesker og arbejdskraft, om dens globale karakter og om Jorden som en klode.
Aske Juul Christiansen arbejder med collager af dokumentarisme, lyrik og prosa i tekster, der kredser om alternative virkelighedsopfattelser, teknologi, materialitet og fremmedgørelse. Han er Cand.soc i Socialvidenskab og Filosofi og har tidligere udgivet tekster i Victor B. Andersen’s Maskinfabrik og Forfatterskolens skriftserie Legenda.
Et gennemgående tema i Juul Christiansens tekster er en interesse for mennesket som knyttet til den natur det lever i og med afsæt i den fælles udviklingshistorie. Der er et forsøg på at forstå hvilken indvirkning landskab, planter, dyr og vejr har på vores livsvilkår, sansninger og følelsesliv. I samme åndedrag fremstilles også den fremmedgjorthed, der opstår i mødet med det golde, det mekaniske og det digitale — som et udstillingsvindue for det, der pludselig mangler.
I Aftenstjerne forsøges hullerne lappet med mytologi, billeddannelse, og afmagtsytringer. Samtidig er det en konkret roman om arbejdet i produktionen af det materiale, der har gjort det 20. århundrede muligt.
Julie Gufler vil i samtale med Aske føre os gennem aftenen.
Pr.1. august er der ikke længere krav om fremvisning af coronapas til mindre indendørsarrangementer.
Ps. er det godt vejr, afholder vi det i den gamle arrestgård
Arrangementet er støttet af Statens Kunsfond